Søg

  Search
Behandling af søvnapnø  >  CPAP
  

CPAP


CPAP = Continuous Positive Airway Pressure = konstant positivt luftvejstryk.

Et CPAP-system består af en maske, en slange og en luftpumpe. CPAP maskinen er en luftpumpe, som sammenpresser almindelig atmosfærisk luft, hvorved der dannes overtryk.

Med denne metode trækkes vejret imod et konstant, let overtryk. Dermed udvides luftvejene, så de ikke klapper sammen under søvn, og hermed holdes vejrtrækningen stabil natten igennem. Populært kan apparatet beskrives som ”en omvendt støvsuger”. Når luftvejene holdes åbne og der er fri luftpassage, vil der straks opstå en regelmæssig vejrtrækning. Vejrtrækningscenteret i hjernen, som er ansvarlig for, at vi trækker vejret, fejler sædvanligvis intet ved søvnapnø.

Den regelmæssige vejrtrækning medfører et normaliseret søvnmønster. Allerede den første nat med CPAP- udstyret normaliseres søvnen. Efter 3-4 nætters brug kan de fleste føle, at trætheden om dagen bliver mindre, men for nogle kan der gå op til et par uger, før der mærkes en effekt. Nogle beskriver det som ”et helt nyt liv”.

Metoden kræver hos flere en del tilvænning; masken kan genere i starten og nogle patienter føler det underligt at skulle sove med apparatet. De fleste klarer det, og når man har vænnet sig til udstyret, vil man som regel ikke undvære det.

CPAP-behandling er ofte en livslang behandling. Hvis man sover en nat uden apparatet kommer apnøerne straks igen. Nogle oplever dog, at de kan undvære maskine, én nat eller to, uden at dagtrætheden kommer tilbage, hvorimod andre ikke kan undvære maskinen en eneste nat.

CPAP er den eneste dokumenterede behandling, der effektivt fjerner eller reducerer apnøer. Nye undersøgelser har vist, at CPAP-behandling forbedrer reaktionsevnen hos bilister samt nedsætter risikoen for følgesygdomme såsom forhøjet blodtryk og hjerte-karsygdomme.
 

  
Billede af CPAP-udstyr
CPAP-udstyr

 

Søvnklinik l Visbys Allé 5 l 4293 Dianalund l Tlf.: 58 27 11 90